Se nyhedsbrevet i browser
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 18 - 2026  

Oversete udfordringer rammer voksne med cerebral parese

 
 

Manglende viden, forsinket behandling og store uopfyldte behov for rehabilitering præger livet for mange voksne med cerebral parese. Det viser en ny rapport fra RH Hammel Neurocenter, HE Midt.

Mellem 8.000 og 10.000 mennesker i Danmark lever med cerebral parese (CP) – en kompleks og medfødt neurologisk tilstand, der typisk giver fysiske udfordringer med blandt andet motorik, sanser eller smerter. 

Selvom langt de fleste voksne med CP i dag lever med betydelige udfordringer, så mangler der fortsat viden om diagnosen i store dele af sundhedsvæsenet, særligt mangler der viden om aldring med CP.

De manglende indsatser betyder, at mange voksne med CP ikke oplever, at de får rettidig behandling eller en rehabilitering, der matcher deres komplekse og ofte individuelle behov, viser en ny projektrapport fra Hammel Neurocenter.

– Mange voksne med cerebral parese føler sig efterladt og overset i et fragmenteret sundhedsvæsen – uden klare behandlingsforløb, siger cheflæge Kåre Eg Severinsen fra Hammel Neurocenter.

Læs mere om rapportens konklusioner på hjemmesiden

Patologi får ny cheflæge fra egne rækker

 
 
Anna Poulsgaard Frandsen bliver i HE Midt, når hun per 1. juni 2026 skifter job fra overlæge til cheflæge i Patologi.  
 
HE Midt har fundet sin nye cheflæge i Patologi. Der er tale om 48-årige Anna Poulsgaard Frandsen, som sammen med chefbioanalytiker Pia Munch Riisgaard skal lede afdelingen sikkert ind i fremtiden.
 
Hun har i et halvt år arbejdet som overlæge i Patologi med RH Viborg som fast base. Før det var hun i seks år ansat som patolog på Aalborg Universitetshospital – først som afdelingslæge og derefter som overlæge. Hun har især arbejdet med gynækologisk kræft og været lægeligt ansvarlig for screeningsprogrammet for livmoderhalskræft i Region Nordjylland.  
 
- Jeg har dyb respekt for det ansvar, der ligger i, at svaret på en patologisk undersøgelse ofte har store kliniske konsekvenser for den enkelte patient. Derfor er grundighed, klar kommunikation og højt fagligt niveau vigtigt i det daglige arbejde, siger Anna Poulsgaard Frandsen, som har særlig interesse for brystkræft, æggestokkræft og forstadier til livmoderhalskræft.
 
Læs mere om jobskiftet på hjemmesiden

Fælles indsats for vores fælles omklædningsrum

 
 
 
Serviceassistenterne minder os i ny kampagne om, at vi har et fælles ansvar for at holde vores omklædningsrum rene og rare.  
 
Vores serviceassistenter bruger hver dag tid på at rydde op, før de kan begynde at gøre rent. Det betyder mindre tid til det, vi alle gerne vil have: Rene og rare omklædningsrum.  
 
Derfor lancerer vi i HE Midt en ny, humoristisk kampagne i omklædningsrummene på RH Viborg. Du vil møde plakater med billeder af vores dygtige serviceassistenter, som kommer med positive budskaber, der kan minde dig og mig om at passe på vores omklædningsrum.

Små handlinger fra mange gør en stor forskel. Tak fordi du hjælper os med at holde omklædningsrummene rare for alle.
Læs mere på intra

Nyt lederforløb sætter fokus på ”grænseløs ledelse”

 
 
Ny fælles praksisnær lederuddannelse skal klæde ledere bedre på til at skabe sammenhæng i borgerforløb på tværs af sundhedsvæsenet.  
 
I overgange og snitflader mellem sektorer i sundhedsvæsenet er det afgørende, at både borgere og medarbejdere oplever sammenhæng. Derfor deltager ledere fra HE Midt, Præhospitalet, kommuner og almen praksis i et nyt tværorganisatorisk lederudviklingsforløb tilrettelagt i Sundhedsområde Midt.
 
Det første hold ledere er i fuld gang med at dygtiggøre sig. De deltager blandt andet i minipraktikker hos hinanden og arbejder med konkrete cases fra egne og andres hverdage.

- Vores lederuddannelse fokuserer primært på ledernes hverdag og mindre på teori. Det supplerer derfor rigtig godt andre ledelsesforløb som for eksempel Det Nationale Ledelsesprogram. Vi tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger fra ledernes egen praksis og arbejder med det som en træning i at være undersøgende i hinandens hverdag og stille ægte nysgerrige spørgsmål, siger Brian Brøndum Møller, sundheds- og hospitalsdirektør i HE Midt.
Læs mere på intra

Sammen med almen praksis om bedre patientforløb

 
 
KUF-workshop samlede HE Midt og almen praksis om fælles løsninger og stærkere samarbejde.  
 
Som led i KUF Optimering af Patientforløb afholdt HE Midt onsdag den 29. april workshop i Silkeborg med fokus på at styrke samarbejdet med almen praksis.  
 
Workshoppen samlede cirka 60 deltagere fra KUF’en, forskningsansvarlige fra afdelinger og centre samt repræsentanter fra almen praksis og MidtKraft, Region Midtjyllands kvalitetsenhed for de praktiserende læger.  
 
Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, holdt oplæg om omstilling af opgaveløsningen i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen og pegede på almen praksis’ centrale rolle i borgerens samlede sundhedsforløb.  
 
I løbet af dagen blev der præsenteret eksempler på optimeringsprojekter med erfaringer fra samarbejde mellem hospital og almen praksis. Deltagerne arbejdede desuden i grupper for at dele perspektiver og udvikle idéer til fælles indsatser.
 
Foto: Mette Garval
Læs mere på intra

Nyt studie giver overblik over prisen for behandling i eget hjem

 
 
Behandling i eget hjem er en central brik i fremtidens sundhedsvæsen – men hvad koster hospitalsbehandling i eget hjem egentlig?
 
I et nyt studie har HE Midt været med til at udvikle en konkret takst for tværsektoriel hospitalsbehandling i eget hjem baseret på det faktiske ressourceforbrug.   
 
I studiet er omkostningerne ved hjemmebehandling opgjort trin for trin – herunder tidsforbrug hos involveret personale, transport, udstyr og øvrige aktiviteter. Dette er omsat til et transparent og anvendeligt grundlag, som kan understøtte planlægning, prioritering og finansiering af hospitalsbehandling i eget hjem.
 
- Vi har manglet en måde at få overblik over omkostningerne på dette område, så de afspejler det faktiske arbejde. Med denne metode har vi nu et udgangspunkt, som kan bruges til at planlægge og understøtte beslutninger, siger Iben Duvald, forskningsansvarlig i Akutafdelingen, HE Midt.  
 
Studiet er netop offentliggjort i det internationale tidsskrift BMJ Open.
Læs mere på LinkedIn

Viden og netværk forankres på Hammel Neurocenter

 
 
Opgaverne fra Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC) integreres ved årets udgang i RH Hammel Neurocenter. Det tværgående faglige netværk og centrale opgaver føres videre i nye rammer.
 
Siden 2020 har Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (ViC) fungeret som et vigtigt omdrejningspunkt for fagfolk og samarbejdspartnere, der arbejder med neurorehabilitering i regionalt, kommunalt og privat regi.
 
Centret har haft til formål at dele viden og erfaringer på tværs af området - med udgangspunkt i såvel Hammel Neurocenter som Vestdansk Center for Rygmarvsskade og Neurologi, der alle er en del af Hospitalsenhed Midt.
 
Fra slutningen af 2026 sker der en organisatorisk ændring, hvor videnscenteret ophører som selvstændig enhed. I stedet samles kræfterne, og opgaverne integreres direkte i det højtspecialiserede fagmiljø på Hammel Neurocenter.
 
– For ViC’s samarbejdspartnere betyder ændringen først og fremmest, at samarbejdet fortsætter med en tydeligere forankring på Hammel Neurocenter, som har et veletableret og stærkt miljø for forskning, uddannelse og udvikling inden for neurorehabilitering, siger nuværende leder af videnscentret Simon Svanborg Kjeldsen.
Læs mere på intra

Hokus pokus venflon i fokus

Kom til Åbent Læringscenter fredag den 29. maj 2026, når HR Uddannelse og Arbejdsmiljø slår dørene op til en teoretisk gennemgang og praktisk øvelse i anlæggelse af venflon (PVK) og ultralydsvejledt venflon-anlæggelse.  
 
HR Uddannelse og Arbejdsmiljø holder løbende Åbent Læringscenter for HE Midts ansatte og elever/studerende, hvor du både kan få masser af viden fra et teoretisk oplæg om anlæggelse af venflon (PVK), og bagefter kan du øve dig i at anlægge venflon på dukker (fantomer) i Læringscenter Midt.
Find program og info om tilmelding i Plan2Learn
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Jens Flensted-Jensen
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Christian Hald og Søren Sander Riber Rasmussen
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen