|
Umiddelbart efter påske blev den nye helipad på toppen af RH Viborg indviet. Landingspladsen sikrer hurtig og direkte adgang til hospitalet for de kritisk syge akutte patienter, der kommer til hospitalet med akutlægehelikopteren.
For regionsrådsformand Anders G. Christensen markerede indvielsen både en fremtidssikring af hospitalet i Viborg og er et signal om, at man fra regionsrådets side prioriterer et stærkt og velfungerende akuthospital midt i regionen.
- Helipad’en er en markant styrkelse af RH Viborg og sikrer, at hospitalet her og nu kan give borgerne i Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner en hurtig og god behandling og samtidig står stærkt rustet til at fremtidens krav, sagde han i forbindelse med indvielsen.
Med den nye landingsplads på taget har Region Midtjylland fuldendt det nye akutcenter på RH Viborg, sådan som det oprindeligt var planlagt, og det glæder sundheds- og hospitalsdirektør Brian Brøndum Møller:
- For den enkelte patient betyder helipad’en hurtigere adgang til akutbehandling på RH Viborg. Samtidig giver den mulighed for hurtig overførelse til specialiseret behandling på et af landets universitetshospitaler, hvis der sker en udvikling i patientens sygdom, som gør det nødvendigt.
|