|
Nu kan borgere blive plasmadonorer på hospitalet i Silkeborg. Første donation fandt sted tidligere på ugen og blev indledt med taler og klip af rød snor.
I samarbejde med Bloddonorerne Danmark har medarbejdere i Blodbanken på RH Silkeborg netop taget hul på den helt nye opgave med plasmadonation. Alle borgere går rundt med såkaldte gyldne dråber i årerne, og de kan ændre livet for andre.
Plasma er væsken i blodet, og den bruges til fremstilling af livsvigtig medicin. Danmark har et mål om at blive selvforsynende med plasma til medicinproduktion. I dag bliver en del af det plasma, der er brug for i Danmark, købt i USA.
Borgere, der melder sig frivilligt som donorer af plasma bidrager dermed til den medicin, der bliver tilbudt til immunsvækkede danske patienter. - Donoren kan selvfølgelig mærke, at nålen bliver stukket i armen. Men ellers skulle donor helst ikke mærke noget. Vi kan sagtens undvære noget plasma, og kroppen producerer bare noget nyt, når vi er sunde og raske, fortæller Pernille Fabricius-Jakobsen, der er konstitueret overbioanalytiker i Hospitalsenhed Midt, og fortsætter:
- Kravene til plasmadonation er ikke så strenge som kravene til traditionel donortapning, og det er faktisk muligt at donere plasma oftere, end det er ved en fuldblodsdonation.
|