Se nyhedsbrevet i browser
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 50 - 2025  

HL inviterer til nytårskure

 
 

I begyndelsen af januar vil HL være vært for nytårskure på RH Silkeborg, Viborg, Skive og Hammel Neurocenter – i nævnte rækkefølge.  

Vi træder snart ind i et nyt år og får samtidig en ny sygeplejefaglig direktør i HE Midt. Hospitalsledelsen vil gerne markere begge dele - ikke med en traditionel reception - men med fire nytårskure i henholdsvis Silkeborg Viborg, Skive og Hammel.  

Nytårskurene finder sted i løbet af januar - et på hvert hospital, så personalet har en reel mulighed for at deltage.  

Med nytårskurene vil HL også anerkende HE Midts dygtige medarbejdere og lederes indsats i året, der er gået – og se frem mod, hvad vi kan forvente at møde i 2026. Derudover kan nytårskurene skabe en uformel dialog på tværs af enheder og med den nye hospitalsledelse.

 

Mere info på intra fredag

Nytænkt forskningspulje delt ud i HE Midt

 
 
HE Midts Forskningspulje giver i år i alt 2.340.000 kroner fordelt på 10 projekter samt et ph.d.-stipendie og et postdoc-stipendie.  
 
HL har godkendt, hvem der i år får del i de i alt 2.340.000 kroner fra HE Midts forskningspulje. Som noget nyt er forskningspuljen opdelt i to spor: Projekter og stipendiemidler.  
 
750.000 kroner er fordelt på 10 forskellige projekter, som alle har fået det maksimale beløb på 75.000 kroner.  
 
Det 2-årige ph.d.-stipendie på 1.000.000 kroner er uddelt til Maj-Britt Brinkmann, som er sygeplejersker i Neurologi på RH Viborg. Hun er i gang med sin ph.d. om tværfaglige dataarbejdsmetoder i sundhedsvæsenet og får nu midler til år to og tre.  
 
Det 1-årige postdoc-stipendie på 590.000 kroner går til Merete Nørgaard Madsen, som er fysioterapeut i Center for Planlagt Kirurgi på RH Silkeborg. Hun undersøger hvilke faktorer, der har betydning for, om fysioterapeuter får en udvidet klinisk rolle i ortopædkirurgiske ambulatorier.
Læs mere på intra

Nye medlemmer i HMU

 
 
I forbindelse med integration og ligestilling af psykiatri og somatik er det besluttet i Region Midtjylland, at hospitalernes hoved-MEDudvalg i en overgangsperiode får ekstra medlemmer for at sikre en god overgang. Ved årsskiftet nedlægges Psykiatriens HMU (hoved-MEDudvalg) som følge af integrationen, og det betyder blandt andet, at der oprettes et overgangs-HMU i HE Midt den 1. januar 2026 med fire ekstra medlemmer fra Psykiatrien.
Læs mere på intra

Staff-meetings 2026 på plads

 
 
Datoerne for HE Midts staff-meetings i 2026 er nu klar til din kalender. Staff-meetings holdes i Viborg som led i en fælles kompetenceudvikling, men der er også mulighed for at deltage virtuelt fra andre matrikler. Det er HE Midts forskellige afdelinger og centre, der står for at fremlægge forskningsresultater eller andre nyheder af tværfaglig betydning.
Find alle datoer på intra

Kig forbi pop-up antibiotikabaren i Viborg

 
 
Er du nysgerrig på antibiotika, og vil du gerne lære mere om, hvordan vi arbejder med Antibiotic Stewardship i HE Midt?  
 
Så sæt kryds i kalenderen 17. december, hvor hospitalsenhedens første pop-up antibiotikabar nogensinde åbner ved kantinen på RH Viborg. Her kan du ud over at nyde et glas af ”husets vin” også teste din viden om antibiotika, vinde en præmiere og få svar på spørgsmål om antibiotikaforbruget i din afdeling.
Læs mere på intra

HE Midt er i mål med den regionale affaldsplan

 
 
Ved udgangen af 2025 afslutter HE Midt implementeringen af den regionale affaldsplan. Fra årsskiftet bliver affaldssortering en fast driftsopgave i afdelinger og centre.  
 
HE Midt færdiggør i december implementeringen af den regionale affaldsplan. Det betyder, at med udgangen af 2025 vil affaldssortering blive en driftsopgave - og ikke længere være et projekt, som HE Midt har ekstra fokus på. Det er derfor slut med de store ændringer af stativer og affaldsløsninger rundt omkring i HE Midt.  
 
- Fra nytår vil affaldssorteringen fortsat udvikle sig med småjusteringer og nye krav, når vi finder ud af hvor gode vi er blevet til sortering på baggrund af affaldsplanen. Vi har fortsat et stykke op til den regionale målsætning om 60 procent genanvendelse af affald, men vi har fået styrket fundamentet markant, og affaldssortering er nu en naturlig del af hverdagen i alle afdelinger og afsnit i HE Midt, fortæller Poul-Erik Hebsgaard, som er projektleder for implementeringen og tilknyttet Servicecentret i HE Midt.
 
Foto: Rasmus Højegaard-Vibild
Læs mere på intra

Nyfødte får ikke længere hue på efter fødslen

 
 
Ny viden viser, at duftstoffer fra barnets hoved er med til at skabe en vigtig tilknytning mellem mor og barn. Blandt andet derfor får nyfødte på Regionshospitalet Viborg ikke længere hue på efter fødslen.  
 
I det danske sundhedsvæsen er der en lang tradition for at give nyfødte hue på for at hjælpe dem med at holde varmen og stabilisere kropstemperaturen lige efter fødslen. Ny forskning har nu fået fødeafsnittet på Regionshospitalet Viborg til at ændre på den praksis.  
 
- Vi har indsamlet ny viden på området og på den baggrund besluttet at stoppe med at give raske børn - født til tiden - hue på lige efter fødslen. Ved at påsætte en hue bryder vi en del af den vigtige hud-mod-hud kontakt mellem mor og barn, siger chefjordemoder i Kvindesygdomme og Fødsler, Marie Krag.  
Læs mere på hjemmesiden

Ændrede adgangsveje ved RH Silkeborgs omklædning

Der skal laves nyt gulv på gangen foran omklædnings- og linnedrummene på RH Silkeborg. Det betyder afspærringer og ændrede adgangsveje i området og dermed ændrede rutiner for alle medarbejdere i uniform. Arbejdet begynder mandag den 15. december og ventes at strække sig frem til torsdag den 18. december.
Læs flere detaljer på intra
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Rikke Dueholm og Christian Hald
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen