Se nyhedsbrevet i browser
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 10- 2025  

Blodprøveprojektet i HE Midt ruller og virker

 
 

HE Midt begyndte i sommer systematisk at udrulle et blodprøveprojekt, der skal reducere antallet af unødvendige blodprøveanalyser. Indsatsen virker, og BI-tal viser nu, at antallet af blodprøveanalyser falder markant med over 25 procent med indsatsen.  

Projektets styregruppe har arbejdet intenst med at få projektet kogt ned til et koncept, hvor det på en let og overskuelig måde er muligt for de enkelte afsnit og klinikker at følge, hvor mange blodprøveanalyser, de løbende rekvirerer.

Styregruppen har netop sammen med Sundheds-It lanceret nye BI-rapporter til alle HE Midts klinikker. Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme er i gang som den første klinik og har udrullet nye blodprøvepakker.   

- I Medicinsk Diagnostisk Center står vi på skuldrene af det arbejde, vores kolleger i Hjertesygdomme i HE Midt og i Gødstrup har sat i gang. Og vi kan også allerede se, at arbejdet bærer frugt hos os til gavn for både patienter og personale, siger ledende overlæge Christian Trolle fra Medicinsk Diagnostisk Center og fortsætter:   

- Tallene viser, at det går den rigtig vej. Vi kigger på forskellige mål, og vi vægter både fordelene og ulemperne ved at reducere antallet af blodprøveanalyser. Vi kigger også på længden på patienternes forløb hos os. Når vi kigger på antallet af analyser pr. sengetime såvel som pr. indlæggelse, kan vi tydeligt se en effekt. Det er vigtigt at understrege, at vi selvfølgelig tager de blodprøveanalyser, der er nødvendige. Men vi gør det ikke blot som en refleks eller vane.   

Indtil videre viser tallene for Medicinsk Diagnostisk Center, at der er opnået en reduktion på over 25 procent i antallet af blodprøveanalyser rekvireret til HE Midts medicinske patienter de seneste to år.  

Læs mere på intra

HE Midt leverer positivt regnskab for 2024

 
 

På trods af et økonomisk udfordrende 2024 kom HE Midt ud af året med et plus på 25,8 millioner kroner.    

HE Midts endelige regnskab for 2024 viser et plus på 25,8 millioner kroner.   

Resultatet skal ses i lyset af, at 2024 blev et udfordrende år for HE Midt med en omfattende regional spareplan, som blandt andet medførte fusioner af flere afdelinger. Fusioner, som nu økonomisk er på plads.    

Rundt om i HE Midt er der blevet arbejdet ihærdigt for at få de økonomiske ender til at hænge sammen, og de fleste afdelinger og centre havde et begrænset merforbrug i 2024.    

- Vores ledere og medarbejdere har gjort en ekstra indsats for at bruge midlerne med omtanke. Også i en tid med mange forandringer og omlægninger, som fortsætter ind i 2025. Vi ved, at god og klog behandling af vores patienter giver bedre brug af vores økonomiske midler – for eksempel med lave ventetider, færre genindlæggelser, og når vi fanger tilstande i opløbet i samarbejde med kommuner og praksis. Det slår igennem på alle vores bundlinjer, siger hospitalsdirektør i HE Midt, Brian Brøndum Møller.  

I juli 2024 blev der i HE Midt regnet med et samlet merforbrug i alle afdelinger på 19,1 millioner kroner, men ved årets udgang var det lykkedes at begrænse merforbruget til 1,8 millioner kroner.   

At HE Midt alligevel afsluttede 2024 med et positivt regnskabsresultat skyldes blandt andet, at der blev brugt færre penge end ventet på energiforbrug samt på den eksternt finansierede forskning.  

Læs mere på intra

Ny retning for understøttelse af det sterile flow

 
 
Standardisering er vejen frem. Regionens sterile flow skal i fremtiden understøttes af ét fælles standardsystem på alle midtjyske hospitaler.
 
Det sterile flow er en kritisk proces, når det kommer til at styre flowet af instrumenter, sikre sporbarhed, og at sterile varer leveres korrekt og til tiden. Det nye system skal være med til at rubustgøre flowet. 
Læs mere på intra

Alle fondsansøgninger skal nu registreres i et nyt system

 
 
Som forsker i HE Midt får du nu et nyt, forbedret og brugervenligt system, hvor du nemt kan registrere dine fondsansøgninger og hjemtag af ekstern finansiering til forskning.
 
Formålet med registreringen er, at fundraisere bedre kan gå i dialog med dig og målrette deres hjælp til din videre fondssøgning. 
Læs mere på hjemmesiden

Ambitiøs søvnindsats bliver kickstartet i HE Midt

 
 

Kendt søvnforsker holder oplæg til kickoff-arrangement, som indleder toårig søvnindsats i Hospitalsenhed Midt. Især skal der mere fokus på søvnforstyrrelser hos multisyge patienter.  

En god dag starter med en god nat. Sådan lyder det fra Neurologi og KUF Multisyge, som nu sætter gang i en toårig søvnindsats i Hospitalsenhed Midt.  

Indsatsen begynder med at invitere alle kolleger til et kickoff-arrangement, som foregår i Regionshospitalet Viborgs auditorium fredag den 14. marts klokken 12-15. Her vil den internationalt anerkendte søvnforsker og professor i klinisk neurofysiologi, Poul Jennum, fra Rigshospitalet, tale om sammenhænge mellem søvnforstyrrelser og multisygdom.  

- Formålet med søvnindsatsen er, at relevante afdelinger og centre i Hospitalsenhed Midt får et øget kendskab til søvnproblemer hos særligt multisyge patienter og bliver bedre til både at opspore og behandle søvnproblemerne. Vi ved, at dårlig søvn kan have alvorlige konsekvenser for ikke mindst de multisyge, siger Filip Kirov, som er ledende overlæge i Neurologisk Søvnklinik, Regionshospitalet Viborg.  

Læs mere på intra

Dialysen har fået 27 nye dialysemaskiner

27 splinternye dialysemaskiner afløser de 12 år gamle og efterhånden slidte maskiner i Dialyse på Regionshospitalet Viborg. De nye maskiner har flere funktioner, og så er de bedre for miljøet, fordi de bruger væsentligt mindre vand per dialysebehandling.  
 
Med de nye maskiner er der blandt andet mulighed for at fjerne væsken fra patientens blod på en mere skånsom måde.
 
- Det betyder, at der er en mindre risiko for, at patienten oplever de meget ubehagelige blodtryksfald, som kan føre til svimmelhed, opkast og muskelkramper, siger specialeansvarlig sygeplejerske i Dialyse på Regionshospitalet Viborg, Lone Pedersen.   
Læs mere på Facebook

Programmet for Sundheds-It’s inspirationsdag er nu klar

 
 

Sundheds-It har nu programmet klar til den 12. marts 2025, hvor du sammen med dine kolleger har mulighed for at blive inspireret til den årlige inspirationsdag om sundheds-it.  

Inspirationsdagen finder sted onsdag den 12. marts 2025 i tidsrummet 9.00-14.00. Arrangementet foregår på RH Viborg i bygning 8 i mødelokalerne 302 til 312. Adressen er Toldbodgade 12, 8800 Viborg.  

Sundheds-It’s inspirationsdag består af en række valgfrie undervisningsmoduler á 30 minutters varighed. Du har mulighed for at deltage i alle moduler fra start til slut. Men det er også muligt at droppe ind i løbet af dagen og deltage, når det passer ind i din arbejdsdag.  

Inspirationsdagens indhold er bygget op omkring præsentationer af nye funktionaliteter og ”how to” i de kliniske it-systemer samt emner, der kan forbedre anvendelsen af de kliniske it-systemer til glæde for patienter og ansatte.  

Se program på intra

HE Midts kantiner udfaser paptallerkener

 
 

HE Midts kantiner er godt i gang med at udfase engangsservice og i stedet overgå til en bæredygtig løsning med porcelænstallerkener.

Den bæredygtige løsning med porcelænstallerkener blev allerede rullet ud i kantinen i Silkeborg og i Hammel sidste år, og overgangen er gået godt. Nu er tiden kommet til, at HE Midts største kantine i Viborg også er gået fra engangsservice til service af porcelæn i denne uge.   

De nye tallerkener har en blågrå farve, så det gør det let at kende forskel på de gamle hvide tallerkener og de nye blågrå. De hvide tallerkener vil fremover kun blive brugt til at servere mad for patienterne i HE Midts forskellige afsnit, mens de nye blågrå tallerkener vil blive brugt i kantinerne.   

Udfasningen af engangsservice sker for at reducere omkostningerne og minimere klimabelastningen. Indkøb af engangsservice koster HE Midt cirka 60.000 kroner årligt.

Årligt kommer HE Midt til helt konkret at spare 62.300 paptallerkener, der vejer samlet set 573 kg. Det svarer til en besparelse på 917 kg CO2, der bliver sparet alene på udfasning af paptallerkener.   

De nye blågrå tallerkener må du tage med ”hjem” til egen frokoststue, men du skal returnere dem til kantinen igen ved næste besøg eller få en kollega til at tage din tallerken med. På den måde hjælper vi hinanden med at sikre, at der altid er en tallerken til rådighed.  

Læs mere på intra

Foråret spirer på Hammel Neurocenter

Trods kulde og blæst har patienter og medarbejdere på Hammel Neurocenter i denne uge taget hul på årets havesæson.
 
Årets første ude-tirsdag bød på forberedelser til forår og sommer i terapihaverne, hvor der blev lavet frøbomber, forspiret tomatplanter og plantet blomster.
 
Det er Havegruppen,der arrangerer de ugentlige ude-dage, som kombinerer hyggelige udendørsaktiviteter med god patienttræning.  
 
Privatfoto.
 
Se flere billeder på Facebook
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Christian Hald og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen