Se nyhedsbrevet i browser
NYHEDSbrev | Hospitalsenhed Midt
Regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive
  Uge 4 - 2025  

Hospitalsenhed Midt deler højtspecialiseret viden med ukrainske kolleger i krig

 
 

Otte ansatte fra rehabiliteringscentret UNBROKEN i Ukraine er på besøg i Hospitalsenhed Midt for at få viden og erfaringer, som de kan bruge i deres daglige arbejde med krigsskadede patienter.  

I UNBROKEN arbejder blandt andre den 24-årige fysioterapeut Vsevolod Drebot, som i øjeblikket er på et 14 dage langt besøg i Hospitalsenhed Midt sammen med syv kolleger.    

Alle i den ukrainske delegation - som består af tre fysioterapeuter, to læger, en ergoterapeut, en neuropsykolog og en logopæd (talepædagog) - beskæftiger sig hver dag med hjerneskadede og rygmarvsskadede patienter. Derfor besøger de som et led i UNBROKEN-projektet Hammel Neurocenter og Vestdansk Center for Rygmarvsskade (VCR), som er højtspecialiserede inden for netop neurorehabilitering.   

Det er Vestdansk Videnscenter for Neurorehabilitering (VIC), som har arrangeret besøget.   

- Vi er meget glade for denne mulighed, så vi kan få viden om, hvordan der bliver arbejdet på Hammel Neurocenter og VCR. Jeg kan rigtig godt lide den tilgang, som de har til patienten. Det føles næsten som om, at medarbejderne er pårørende til patienten, for de har et meget nært forhold til hinanden. Desuden har jeg oplevet, at der bliver arbejdet meget struktureret og detaljeret, siger Vsevolod Drebot. 

 

Læs mere på hjemmesiden

Kæmpe interesse for barn nummer to på fertilitetsklinikken i Skive

 
 
Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive har på halvanden måned modtaget 147 henvisninger om gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to.   
 
Tilbuddet om gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to er blevet taget imod med åbne arme af borgerne i Region Midtjylland. Det mærker medarbejderne i fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive i høj grad.  
 
Det nye tilbud har været gældende siden 1. december sidste år, og indtil videre er henvisningerne til fertilitetsklinikken strømmet ind. 
 
- Efterspørgslen har været rigtig stor. Vi har siden 1. december fået 244 henvisninger om fertilitetsbehandling, og 147 af dem omhandler barn nummer to. Det er en femdobling i forhold til det antal henvisninger, som vi har været vant til at håndtere, siger laboratorieleder på fertilitetsklinikken i Skive, Betina Boel Povlsen. 
Læs mere på hjemmesiden

Patologi i HE Midt får kvalitetsstempel

 
 
Patologi i He Midt har fået en del af afdelingen akkrediteret. Det er et bevis på, at den lever op til høje kvalitetskrav fra EU.  
 
Kort inden nytår var der stor glæde i Patologi i HE Midt. Her kunne den danske akkrediteringsfond, DANAK, nemlig meddele, at Patologi, som holder til på Regionshospitalet Viborg, er blevet akkrediteret.  
 
Det er i første omgang mamma(bryst)-patologien, som har fået akkrediteringen, men planen er, at resten af afdelingen på sigt skal følge trop, så alle organområder kommer med.  
 
Konkret betyder akkrediteringen, at Patologis analyser af celle- og vævsprøver fra brystpatienter er valideret og bliver udført på en standardiseret måde. Akkrediteringen skal med andre ord sikre en høj faglig kvalitet og dermed en korrekt diagnose og efterfølgende behandling af patienten.  
Læs mere på intra

Forsker har testet ny træningsmetode på mennesker med rygmarvsskade

 
 
Træningsmetoden okklusionstræning kan have en positiv effekt for rygmarvsskadede personer og er med den rette viden sikker at benytte. Det viser ph.d.-projekt, som dog ikke kan konkludere, at metoden er effektiv for denne type patienter.    
 
Anette Bach Jønsson, fysioterapeut i HE Midt, forsvarede fredag den 17. januar sit ph.d.-projekt, som besvarer spørgsmålet: Er okklusionstræning sikkert og har det en effekt for personer med en rygmarvsskade?   
 
Okklusionstræning er træning med lavere belastning, hvor man lukker delvist for blodtilførslen til den muskelgruppe, som man træner.  
 
- Hvis vi sørger for at lave en grunding screening af vores patienter, så ser det ud til, at det er en sikker træningsmetode i et rehabiliteringsforløb. Vi så ingen alvorlige bivirkninger som for eksempel muskelskader eller blodtryksproblemer i forbindelse med vores studier, siger Anette Bach Jønsson.  
 
Studiet på Vestdansk Center for Rygmarvsskade er imidlertid for lille til at kunne påvise en generel effekt ved okklusionstræningen.  
 
- Vi så flere enkeltpersoner, der havde gavn af træningen, mens andre havde så lidt gavn af træningen, at der samlet set ikke kunne påvises en effekt. Men vi havde ikke tilstrækkeligt med deltagere til, at vi på nuværende tidspunkt kan anbefale okklusionstræning som en effektiv træningsform til personer med rygmarvsskade, siger Anette Bach Jønsson. 
Læs mere på hjemmesiden

Patientklagesystemet er blevet ændret

 
 
Med virkning fra den 1. januar 2025 starter alle klager over den sundhedsfaglige behandling indgivet til Styrelsen for Patientklager som udgangspunkt op som en styrelsessag. Det vil sige som en klage over forløbet. En eventuel kritik rettes således mod behandlingsstedet og ikke navngivne sundhedspersoner.  
Læs mere på intra

Slut med Temu fra regionens elektroniske enheder

 
 
Informationssikkerhedsfunktionen i Region Midtjylland har besluttet, at den kinesisk-ejede online handelsplatform Temu ikke længere må anvendes fra regionens enheder eller netværk. Beslutningen betyder, at adgangen til Temus website fra regionens netværk bliver blokeret. Og at regionens ansatte ikke længere må downloade eller anvende Temu-appen på regionens mobile udstyr.  
Læs mere på intra

Nyt udvidet kursus i anlæggelse af venflon (PVK)

 
 
HR Uddannelse holder løbende Åbent Læringscenter for HE Midts ansatte og elever/studerende, og det fortsætter i 2025 – men nu som et udvidet kursustilbud. Så deltagerne kan både få masser af viden fra et teoretisk oplæg om anlæggelse af venflon (PVK), og bagefter kan de øve sig i Læringscenter Midt.   
 
Har du lyst til at styrke, vedligeholde eller banke lidt rust af din viden og dine kompetencer inden for anlæggelse, pleje, vedligehold af venflon (PVK) og forebyggelse af IV-relaterede infektioner og komplikationer?   
 
Så kom og deltag i et inspirerende oplæg med fokus på nyeste viden på området. Her får du også viden om vigtigheden af at vælge den rette IV-adgang til den enkelte patient ud fra behandlingsterapi.  
Find datoer, info og program på intra

Sæt X i kalenderen til Sundheds-It inspirationsdag

 
 
Den 12. marts 2025 har du sammen med dine kolleger mulighed for at blive inspireret, når Sundheds-It inviterer alle HE Midts ansatte til årlig inspirationsdag.   
 
Sundheds-It’s inspirationsdag består af en række valgfrie undervisningsmoduler á 30 minutters varighed. Du har mulighed for at deltage i alle moduler fra start til slut. Men det er også muligt at droppe ind i løbet af dagen og deltage, når det passer ind i din arbejdsdag.  
 
Inspirationsdagens indhold er bygget op omkring præsentationer af nye funktionaliteter og ”how to” i de kliniske it-systemer samt emner, der kan forbedre anvendelsen af de kliniske it-systemer til glæde for patienter og ansatte.
Læs mere på intra

Skynd dig at bide på krogen og bliv faglig speed-dater

 
 

Sundhedsfagligt Symposium søger ”faglige speed-datere”, der har lyst til at fortælle kolleger i HE Midt om et projekt, en idé eller et udviklingstiltag til dette års symposium.   

HE Midt fejrer fagligheden ved at holde "Sundhedsfagligt Symposium" den 7. maj 2025. Arrangementet finder sted på HE Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg og Hammel.   

I den forbindelse søger planlægningsgruppen bag Sundhedsfagligt Symposium kolleger, der har noget på hjernen eller hjertet, som andre kolleger i hospitalsenheden kan have glæde af at høre.   

Det kan være om et projekt, et udviklingstiltag eller bare en idé til faglig forbedring og udvikling. Det behøver ikke at være forskningsbaseret eller et projekt, der er færdigt. 

Læs mere på intra
 
NYHEDSbrevet udgives af Hospitalsenhed Midt | Ansvarshavende redaktør: Cecilia Honores Møller
Redaktion (tekst og layout): Winnie Axelsen Elmstrøm, Christian Hald og Rikke Dueholm
Foto (hvis ikke andet fremgår under billedet): Agata Lenczewska-Madsen